Kvinden på Market Street, af Maja Kristensen, frivillig for Blossom-project

img

Kvinden på Market Street,

Der sad hun. Midt på Market Street i San Francisco. En af de mest trafikerede veje, hvor turisterne går afsted mens de suger alle indtrykkene til sig og hvor den lokale amerikaner skynder sig afsted på arbejde. Hun sad der, lige foran en metro opgang, hvor flere tusind mennesker går op og ned af trappen af i timen. Ved siden af hende sad hendes trofaste hund.

Måske var det måden hun sad på, som fik mig til at reagere. Som sygeplejerske er jeg bekendt med hvordan mennesker ser ud, når deres hjerte er holdt op med at slå og de ikke længere er iblandt os. Det er noget særligt fredfyldt over dem. Det er som om de sover. Det der helt dybe søvn, hvor man svæver fra den ene drøm til den anden. Den søvn hvor man er helt tung i kroppen, så tung at man kunne forestille sig at man lavede et aftryk i madrassen. Den der perfekte søvn, men gerne vil blive i når væggeuret ringe og virkeligheden rammer.

Først troede jeg faktisk at hun sov. Tanken om at hun sad der, og sov, midt i menneskemyldret, gav mig et stik i maven. Men på den anden side, så er det er lang fra første gang jeg har set det, siden jeg flyttede til San Francisco.

Et eller sted vidste jeg godt at det var for sent. Der var ikke mere at gøre, men jeg gik alligevel hen mod hende. På vej derhen er der en mand som henvender sig til mig. Han fortæller at han har ringet efter en ambulance. Han var lige som mig, heller ikke i tvivl. Hun havde siddet der længe og stod ikke til at redde. Vi talt lidt sammen og han sagde at han ville blive til ambulance kom. Han ville gerne se at hun kom ordentligt afsted og samtidig ville han gerne vide hvad der skulle ske med hunden. Han sagde han ville tage sig af den, hvis ambulancen ikke ville tage den med.

Efterfølgende har jeg tænkt rigtig meget på kvinden. Jeg kan stadig se hende sidde der mest på den travle gade i San Francisco. Jeg kan stadig se hvordan alle går forbi hende, selvom jeg tror at de fleste ville vide at hun var død, hvis de bare kiggede op fra deres telefoner. Og det er det som skræmmer mig. Det skræmmer mig at en så ung kvinde kan sove ind midt på gaden. Midt i menneskemylderet, hvor ingen som stopper op og undre sig.

Jeg tror problemet er at vi er blevet vant til at de hjemløse er en del af gadebilledet. Vi reagere ikke længere, fordi der er ikke noget anderledes i det vi ser.

Jeg ved ikke om kvinden her, havde nogen familie eller venner som vil savne hende og mindes hende efter hendes død. Jeg finder nok heller aldrig ud af det. Jeg er også ret sikker på at det ikke bliver sidste gang at jeg står i denne situation, desværre. Jeg tror også det er derfor at det er så vigtig for mig at kvinden på Market Street bliver nævnt og husket.

Derfor tænder Blossom lys for hende og deler nu hendes sidste rejse med dig også, i håbet om at hun ikke bliver glemt. Blossom tænder lys for de glemte på gaden og på denne måde kan vi alle lære, hvad det betyder at skabe håb for andre.