Udstilling Kvindebilleder

img

Mød 7 spændende og tankevækkende Gentofte-kvinder på Gentoftegades bibliotek.

Fra den 10. juni og 14 dage frem rykker danske Suezanna Zenani portrætudstilling ind på Gentoftegades Bibliotek. Her kan du opleve kvindeansigter og drømme af syv personligheder. Kvinderne er alle flygtet fra deres hjemlande – et emne som ofte fylder mediebilledet og den politiske debat.

Blossom-Project præsenterer i samarbejde med Fotograf Suezanna Zenani, 7 portrætter af kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. I de 14 dage vil deres ansigter, og deres drømme, fylde vinduet på biblioteket.

Hvem er kvinderne?

De 7 kvinder, som her er portrætteret, er kommet til Danmark indenfor de seneste 5 år. De er kommet fra Eritrea, Syrien, Iran, og Pakistan. De har hver deres historie, og hver deres minder om rejsen fra hjemlandet. De har familier, de savner, og kære, de har sagt farvel til. Fælles for dem er, at de i Gentofte Kommune har skullet bygge deres tilværelse op fra bunden. Og starte forfra.

Blossom har lært kvinderne at kende gennem vores 13 ugers kursus, hvor de alle deltog i vinteren 2019. På kurset har disse kvinder mødtes to gange ugentligt for at være sammen med andre kvinder, for at blive bedre til det danske sprog, og for at lære mere om sig selv og om Danmark.

Hvad vil vi fortælle?

Denne udstilling sætter ansigt på nogle af de medborgere, som bor i Gentofte Kommune. Den fortæller ikke hele deres historie, men den fortæller om nogle af deres drømme og håb. Og så fortæller den noget om det, at være ny i Danmark.

Hos Blossom respekterer vi kvindernes mod og styrke. Hver eneste dag vælger de at være en del af noget større. Af samfundet. Af arbejdsmarkedet. Som mange andre kvinder knokler de for at være gode mødre, gode hustruer. Og gode mennesker.

Tag godt imod dem. Kig forbi udstillingen.